Regler og Betingelser 2025

LOPPEMARKEDETS REGLER 2025

Hvis du ønsker at købe en stadeplads eller har spørgsmål, så send en mail til Lokalrådet 

Det er vigtigt at læse reglerne igennem inden du booker en stadeplads hos os. Reglerne er lavet, så vi får et godt loppemarked, hvor alle stadeholdere og gæster er glade for at komme. Det er ærgerligt at skulle diskutere simple ting som nemt kunne være undgået hvis du læser reglerne herunder.

Tisvilde Loppemarked er et loppemarked og ikke et kræmmermarked! Det skal derfor være genbrugsvarer, antikviteter eller husflid, der udgør den absolutte hovedpart af den enkelte stadeholders varesortiment.

Ingen stader må være præget af nye varer, opkøbte outletvarer, importerede eller masseproducerede varer. Stadeholder, som ikke overholder ovenstående, kan blive bortvist hvis ikke varelageret bliver ændret i retning af genbrug og/eller antikviteter.
Hvis du er i tvivl, så kontakt Lokalrådet, inden sæsonen går i gang.

Alle stadepladser er på ca. 16 kvm. og er afmærket og nummereret med hvid maling. Stadeholderens varer skal være inden for det afmærkede område!

Pladsformanden er loppemarkedets hovedansvarlige og er at finde ved siden af kaffevognen eller ude på pladsen.

Der er adgang til pladsen fra kl. 6:00. og man skal være på tilstede på sin plads senest kl. 8:00.  Senest kl. 8.30 skal alle biler være kørt ud fra Birkepladsen, og de må først køre ind igen efter kl. 14.00.

Stadepladser vil blive solgt til anden side, hvis man ikke er på plads til aftalt tid.

Prisen for en stadeplads er 250,- kr. pr. lørdag, som betales med MobilePay eller kontant. (Kontant kun på beløbet, da vi ikke har byttepenge)  Indbetalt stadeplads-leje vil ikke blive tilbagebetalt.

Loppemarkedet lukker kl. 14:00, og alle stader skal holde åbent til dette tidspunkt, og pladsen skal være ryddet kl. 16:00.

Hver fredag i juli måned vil der blive udloddet 8 chancepladser, for at komme i betragtning til en plads, skal man møde op kl. 18.00 på Birkepladsen ved Tisvilde Station, hvor der vil blive trukket lod om pladserne. Vinder man en plads til lørdagens loppemarked, skal man betale med det samme. 

Børnepladser kan ikke forudbestilles og sælges kun på dagen for 40 kroner hos pladsformanden. Børnepladserne er kun til børn under 15 år, og der må kun sælges legetøj, brugt børnetøj og ting som børnene selv har fremstillet.

Stadepladserne er forbeholdt salg af varer. Biler skal parkeres på de officielle parkeringspladser.

Hjælp os med at holde pladsen ren. Husk at medtage alt eget affald og ikke-solgte effekter. Vi har ikke skraldeordning, så tag derfor venligst eget affald med.