Tisvilde Lokalråd er en repræsentativ gruppe valgt af og blandt de fastboende borgere i Tibirke sogn.
Lokalrådet skal i sammensætning og funktion være uafhængig af partipolitiske hensyn.
Lokalrådets formål er at varetage lokalsamfundets interesser, at fremme dets udvikling og at søge at få medindflydelse i anliggender, som vedrører lokalsamfundet.
Lokalrådet er almennyttigt, og skal være et koordinerende, formidlende og igangsættende led i lokalsamfundet, og det er rådets opgave at være opmærksom på, hvilke planer, initiativer og behov, der opstår i lokalsamfundet.
Rådet skal fungere som kontaktled mellem lokalsamfundet og Gribskov Kommune og andre.
Stemmeberettiget og valgbar til lokalrådet er enhver borger i Tibirke sogn, som har stemmeret ved kommunalvalg i Gribskov.
Lokalrådet består af 9 medlemmer, som vælges for 2 år.
I lige årstal vælges 4 medlemmer, og i ulige årstal vælges 5 medlemmer.
Herudover kan der vælges op til 3 suppleanter.
Lokalrådet vælges på det ordinære borgermøde ved direkte og personlige valg.
Hvis et medlem af lokalrådet fraflytter Tibirke sogn, ophører medlemskabet umiddelbart ved fraflytningen.
Det ordinære borgermøde afholdes i januar eller februar måned.
Indkaldelses til borgermødet sker med 4 ugers varsel ved annoncering i lokalpressen og på anden hensigtsmæssig måde.
Samtidig med indkaldelse til mødet angives mødets dagsorden.
Det ordinære borgermøde skal have mindst flg. dagsorden:
Valg af dirigent.
Formandens beretning.
Forelæggelse af revideret regnskab.
Forslag til planer for det kommende år.
Valg af rådsmedlemmer i henhold til vedtægterne.
Valg af op til 3 suppleanter.
Valg af revisor og revisorsuppleant.
Behandling af indkomne forslag.
Eventuelt.
Enhver borger (jf. § 3) kan fremsætte forslag, som ønskes behandlet på borgermødet.
Forslag afgives skriftligt og med forslagsstillerens underskrift til formanden senest 2 uger inden borgermødets afholdelse.
Borgermødets beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Sekretæren udfærdiger referat fra borgermødet, som underskrives af formanden og dirigenten.
Senest 3 uger efter borgermødets afholdelse skal formanden sørge for, at referatet bekendtgøres for lokalområdets borgere på en hensigtsmæssig måde.
Ekstraordinært borgermøde kan indkaldes efter lokalrådets beslutning.
Ekstraordinært borgermøde skal indkaldes, hvis mindst 25% af de stemmeberettigede med deres underskrift og med samtidig angivelse af dagsorden over for formanden udtrykker ønske om det.
Ekstraordinært borgermøde skal indkaldes til afholdelse senest 2 måneder efter, at formanden har modtaget ønske herom.
Reglerne for ordinært borgermøde finder tilsvarende anvendelse ved et ekstraordinært borgermøde.
Lokalrådet konstituerer sig umiddelbart efter det ordinære borgermøde med formand, næstformand, sekretær og kasserer.
Lokalrådets beslutninger træffes i møder.
Lokalrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, blandt de fremmødte rådsmedlemmer og suppleanter.
Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Møder i lokalrådet afholdes efter behov, dog mindst én gang hvert kvartal.
Dagsorden udsendes senest 7 dage før mødet afholdelse.
Møder kan i presserende tilfælde indkaldes med kortere varsel. Møder skal indkaldes, hvis 3 af rådets medlemmer udtrykker ønske om det og angiver en dagsorden. Et sådant møde skal afholdes senest 3 uger efter ønsket er fremført.
Sekretæren udfærdiger beslutningsreferat fra lokalrådets møder.
Senest 2 uger efter møde i lokalrådet skal meddelelse om mødets afholdelse, dets dagsorden og redegørelse for mødets forløb og de trufne beslutninger på hensigtsmæssig måde bekendtgøres for lokalområdets beboere.
Lokalrådet kan nedsætte stående udvalg eller ad-hoc-udvalg. Lokalrådet beslutter størrelse og sammensætning af udvalg og fastlægger kommissorium for deres funktion.
Personer uden for lokalrådet kan, efter dettes beslutning, deltage som medlemmer af sådanne udvalg.
Et udvalg skal altid have mindst eet medlem, som er medlem af lokalrådet.
Et udvalg arbejder under ansvar over for lokalrådet.
Lokalrådets virksomhed finansieres ved tilskud, ved frivillige bidrag og ved eventuelle aktiviteter.
Lokalrådets regnskab følger kalenderåret.
Kassereren udarbejder regnskabet, der efter godkendelse af lokalrådet og foretaget revision forelægges på det ordinære borgermøde.
Det reviderede regnskab skal senest 1 uge før det ordinære borgermøde bekendtgøres for borgerne på hensigtsmæssig måde.
Revisor og revisorsuppleant vælges på det ordinære borgermøde for 1 år.
Tisvilde Lokalråd opfordrer lokale foreninger, interesseorganisationer og aktive borgere til at ansøge om tildeling af en del af Tisvilde Lokalråds eventuelle formue.
Aktiviteter, der ansøges om støtte til, skal have til formål at styrke almennyttige formål i Tisvilde Lokalråds område.
Ansøgningen skal være skriftlig og skal indeholde begrundelse for hvorfor ansøgeren mener at være berettiget til at blive tildelt midler og begrundelse for ’det lokale aspekt’ i aktiviteten. På ordinært bestyrelsesmøde behandles og udvælges indkomne forslag. Tisvilde Lokalråd kan beslutte at forkaste
ansøgninger og selv i løbet af året vælge anvendelse af formuen.
Ændring af vedtægterne kan kun ske, hvis det besluttes på to efter hinanden følgende borgermøder, hvoraf det første er et ordinært borgermøde.
Disse møder indkaldes på sædvanlig vis og afholdes med højst to måneders mellemrum.
Vedtægtsændringer skal besluttes på hvert af de to møder med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
Opløsning af lokalrådet kan kun ske, hvis det besluttes på to efter hinanden følgende borgermøder (jvf. § 10).
Disse møder skal indkaldes på sædvanlig vis og skal afholdes med højst 2 måneders mellemrum.
Ved beslutning om opløsning skal lokalrådet samtidig træffe beslutning om afvikling af lokalrådets aktiviteter og anvendelse af lokalrådets eventuelle formue. Dog skal eventuel formue anvendes til almennyttige formål, der kommer lokalsamfundets borgere til gode.
Lokalrådet tegnes økonomisk af formanden i forening med et andet medlem eller af mindst tre rådsmedlemmer i forening.
Lokalrådet hæfter for sine forpligtelser kun med lokalrådets til enhver tid hørende formue.
Der påhviler ikke lokalrådets medlemmer eller borgerne nogen personlig hæftelse for lokalrådets forpligtelser.
Vedtaget på borgermødet d. 26. januar 2020 samt på ekstraordinært borgermøde 27. februar 2020.