Category

old
13
maj

Læs dette inden du booker en stadeplads

NB!! NB!! LÆS HVAD DER STÅR HERUNDER, INDEN DU BOOKER EN STADEPLADS

TISVILDE LOKALRÅDS LOPPEMARKED, SOMMEREN 2019:

Tisvilde Lokalråd skyder årets loppemarkedssæson i gang med den store indskrivning søndag den 5. maj kl. 9 på Sankt Helene Skole, Tisvilde afd., Tisvilde Bygade 37 (lige ved siden af Idrætshuset).

Da rigtig mange møder op i meget god tid og sidder i kø for at få en god plads, uddeler Lokalrådet numre fra ca. kl. 9.00. Skolegården vil være afmærket, så der ingen tvivl vil være, hvor køen starter – og vi vil gøre vores yderste for, at der ikke opstår “panik”, og nogen bliver sprunget over i køen!!

Der vil kun blive udleveret ét nummer til hver af dem, som er til stede. De, som kommer senere, må så selv tage ét (og kun ét!!!) nummer. Ordentlig og god kø-kultur er et absolut must på Tisvilde Loppemarked!! Det vil sige, at man om morgenen søndag den 5. maj, når Lokalrådet begynder at sælge stadepladser, skal fremvise en af Lokalrådets nummersedler for at blive betjent. Andre nummersedler vil være ugyldige. Det vil blive meddelt, ca. hvor mange numre der bliver betjent hver time, så man ud fra nummeret på Lokalrådets seddel kan se, hvornår man kan regne med at blive betjent. Vi regner med at være færdige med de sidste ca. kl. 12 – 12.30.
NB! Man skal være fyldt 18 for at være stadeholder, og derfor udleveres der ikke numre til unge under 18 år!

Der kan maksimalt reserveres 4 stadepladser i skoleferien og 4 stadepladser uden for skoleferien til hver person, som har et gyldigt nummer. Til skoleferien regnes ugerne 26 til 31 (begge uger incl.).

OG læg mærke til, at kortet over Birkepladsen er en smule ændret i år. Der er kommet lidt flere faste pladser til op ad hegnet mod vest, bag kaffevognen og pladserne 1 til 4. Et nyt kort vil snarest blive lagt frem her på hjemmesiden!!

En stadeplads koster 200 kr. og skal betales kontant ved bestillingen. Ikke solgte stadepladser og chancepladser sælges på loppemarkedsdagen ligeledes for 200 kr.

Børnepladser kan ikke forudbestilles og sælges kun på dagen for 20 kr. Børnepladserne er kun til børn og der må kun sælges børnenes egne ting så som legetøj, tøj og lignende.

Som noget helt nyt og moderne, har Lokalrådet får MobilePay – vores nummer er: 652303.

MEN det gammeldags fortsætter hele sommeren, når det gælder stemningen og den gode ånd på Birkepladsen: disse bevares, lørdag efter lørdag!!
Til såvel sælgere som købere, og også til dem, der bare kigger, siger vi: VELKOMMEN TIL!!

LOPPEMARKEDETS REGLER + ET PAR NYHEDER!

Vi gentager for en god ordens skyld, – men også fordi de betyder noget for os, der arrangerer – vores vigtigste regler, som indeholdes i nedenstående 6 punkter. Bagefter har vi to nyheder, som man også bør kaste et øje på, da de ikke er helt uvæsentlige:

1.Tisvilde Loppemarked er stadig et loppemarked og ikke et kræmmermarked! Det SKAL derfor være genbrugsvarer og antikviteter, der udgør den absolutte hovedpart af den enkelte stadeholders varer!!!

2.Også sidste år fik en enkelt stadeholder at vide, at hans varelager var for meget præget af nye varer, opkøbte outletvarer, importerede eller masseproducerede varer, hvorfor stadeholderen enten måtte undlade at komme, eller ændre sit varelager i retning af genbrug og/eller antikviteter.
Hvis du er i tvivl, så kontakt Lokalrådet, INDEN sæsonen går i gang!

3.Der er adgang til pladsen fra kl. 6. Alle stadepladser er på cirka 20 kvm. og er afmærket og nummereret med hvid maling. Stadeholderens varer skal være inden for det afmærkede område!
NB! Stadeholderen SKAL være på sin stadeplads SENEST kl. 8.30!!
Pladsen vil blive solgt til anden side, hvis man ikke er på plads til aftalt tid. Indbetalt stadeplads-leje vil ikke blive tilbagebetalt! Loppemarkedet lukker kl. 14 og pladsen skal være ryddet kl. 16.

4.Husk at medtage alt eget affald og ikke-solgte effekter. Vi har ikke kapacitet til at oplagre skrald i større mængder. Tag derfor venligst eget affald med. Og hjælp os med at holde pladsen ren.

5.Chancepladser kan erhverves fredag kl. 18 (præcis!!) før hver loppelørdag. Det foregår på Birkepladsen. Der er 15 pladser, og tildelingen foregår ved almindelig lodtrækning. Vinder man en plads til lørdagens loppemarked, så skal man betale med det samme.
NB! Børnepladserne sælges først fra næste morgen kl. 8 hos pladsformanden.

6.Pladsformanden er loppemarkedets hovedansvarlige, så man skal følge hans/hendes henstillinger, anvisninger og afgørelser!!

Og så er der ellers ikke flere firkantede regler, idet Lokalrådet anser det for en selvfølge, at alle stadeholdere og gæster sætter ordentlighed i højsædet og anvender/besøger loppemarkedet med positiv forståelse og et smil (gerne flere!!) og således er med til at gøre Tisvilde Loppemarked til en god og glad oplevelse for alle!!

OG SÅ DE TO NYE ÆNDRINGER:

1.Tisvilde Lokalråd har valgt at skære det sidste loppemarked fra, således at der kun er 12 loppemarkeder hvert år! Da dette års 3 sommermåneder oven i købet er udstyret med 14 lørdage, så er det i år to, der bliver skåret væk!!
De seneste år har der været meget lille interesse for det sidste marked i august, derfor har vi taget konsekvensen og “barberet” det sidste marked af.

LOPPEMARKEDERNE I 2019:

afholdes på Birkepladsen fra kl. 9 – 14 lørdagene den 1. juni, den 8. juni, den 15 juni, den 22. juni, den 29. juni, den 6. juli, den 13. juli, den 20. juli, den 27. juli, den 3. august, den 10. august og den 17. august. LÆG MÆRKE TIL: at vi slutter loppesæsonen tidligere end sidste år!!!!!

2.Tisvilde Loppemarked har også vedtaget at regulere salgsområdet bag kaffevognen, op mod plankeværket mod naboen. Det område har tidligere været brugt som ekstra pladser og har været genstand for lidt uorganiseret erhvervelse af salgsarealer, hvilket har medført, at enkelte har klaget og ment, at de ligeså godt kunne have været solgt som chancepladser. Nu bliver dette areal inddraget og gjort til ordinære pladser, og et ekstra lille salgsgade bliver etableret mellem disse pladser og de foranliggende.
Kortet over pladsen vil følgelig blive revideret, og kan snarest ses på hjemmesiden.

BOOKING EFTER DEN 5. MAJ OG INDTIL DET FØRSTE LOPPEMARKED:

EFTER søndag den 5. maj, hvor den store, officielle indskrivning finder sted på Tisvilde Skole, så kan man fra mandag den 6. maj og hele resten af maj måned købe resterende pladser ved henvendelse til e-mail: email

BOOKING EFTER den 1. JUNI:

Efter den 1. juni kan resterende pladser KUN købes hos pladsformanden på loppemarkedet på alle loppe-lørdage efter kl. 10.00.

15 CHANCEPLADSER:

Foranlediget af den megen snak frem og tilbage om “forkert måde”, “uretfærdigt” og “det står ingen steder”, har Lokalrådet besluttet at anvende en meget enkel og effektiv måde til at fordele de 15 chance-pladser: LODTRÆKNING.
Det foregår således: hver fredag inden et loppemarked, første gang fredag den 1. juni, skal de, der ønsker en chanceplads, møde op på sædvanlig vis kl. 18 på Birkepladsen. Og man behøver ikke at komme tidligt, for alle fremmødte har lige stor chance for at få en plads.
Loppemarkedets pladsformand vil så bede de fremmødte om fra en pose at trække en bordtennisbold, hvorpå der med et tal er angivet, om man har fået en plads til dagen efter, og i givet fald hvilket nummer. Er der flere end 15, der møder frem, vil der være risiko for at trække en bordtennisbold uden et tal påskrevet, hvilket er lig med et nittelod, som betyder at man ikke har fået en chance-plads den lørdag.
NB!! NYT!! De, som har haft lodtrækningsheld og har vundet en stadeplads, skal om fredagen umiddelbart efter lodtrækningen betale 200 kroner for stadepladsen!! dette for at undgå, at vinderne evt. vælger ikke at komme næste morgen og derved efterlader en plads tom, – til stor ærgrelse for de, der dagen inden trak en nitte!
I forbindelse med betaling gør vi opmærksom på, at byen ikke længere har en hæveautomat, og at vi ikke kan tage imod kortbetaling eller Mobile Pay. så derfor: HUSK KONTANTER!!
De, som trækker et nittelod, kan overveje, om de vil tage chancen og møde op lørdag morgen for at se, om der skulle være ledige stadepladser, når klokken er blevet 8.30, hvor vi sælger de pladser, som ikke er blevet taget i brug inden dette tidspunkt, fordi stadeholderen ikke er dukket op.
PS! Vi tager selvfølgelig meget gerne mod afbud, hvis man på forhånd ved, at man er forhindret i at benytte en forudbestilt plads!!

BØRNEPLADSER:

Børnepladser kan ikke forudbestilles og sælges kun på dagen for 20 kroner. Børnepladserne er kun til børn, og der må kun sælges børnenes egne ting så som legetøj, børnetøj og lignende.

13
maj

Indkaldelse til årligt ordinære borgermøde samt tre andre borgermøder

BORGERMØDE No. 1 I IDRÆTSHUSET, søndag den 27. januar:

NB: Dette Borgermøde har været afholdt – se referat under “Referater / Borgermøder”

BORGERMØDE No. 2 I IDRÆTSHUSET, tirsdag d. 19. februar:

NB: Dette Borgermøde har været afholdt – se referat under “Referater / Borgermøder”

BORGERMØDE No. 3 I IDRÆTSHUSET, tirsdag d. 5. marts
Vedr. brugere og brugergrupper af Tisvilde Hegn

NB: Dette Borgermøde har været afholdt – se referat under “Referater / Borgermøder”

BORGERMØDE No 4 i IDRÆTSHUSET, Søndag den 31. marts kl. 15.00

NB: Dette Borgermøde har været afholdt – se referat under “Referater / Borgermøder”

13
maj

Referat fra Borgermødet den 19. februar 2019 – om MIL

Referat fra Lokalrådets Borgermøde den 19. februar, 2019

Idrætshuset blev fyldt helt op, da vi nærmede os kl. 19.00 – starttidspunktet for vores borgermøde: omkring 150 mennesker var mødt op. Heriblandt flere pressefolk.

Det var et lukket møde, hvor vi havde specificeret, hvem de indkaldte var: borgere i Tisvilde, foreninger hjemmehørende i Tisvilde, erhvervsliv hjemmehørende i Tisvilde, samt repræsentanter for MIL og for Gribskov Kommune. Lokalrådet havde på forhånd besluttet at pressen IKKE skulle have adgang – vi ønskede at beskytte de, der var mødt frem, så de frit kunne fortælle, hvad de havde på hjerte – uden at frygte at de efterfølgende skulle blive fremstillet i nogle medier. Men da flere personer insisterede på, at pressen skulle være til stede, tog vi en hurtig afstemning, der klart viste, at det ville være OK at invitere pressen ind!

Herefter bød Lokalrådets formand, Claus Sabroe, velkommen til ALLE og gav mikrofonen til John Kofoed, der gladeligt sang for på sangen ’Åh Tisvildeleje’ – hvorefter ordet blev givet videre til aftenens facilitator og ordstyrer, Anna Porse Nielsen.

Anna er Adm. Direktør i Seismonaut A/S, og hun styrede mødet yderst professionelt. Alle, der ønskede det, fik lov til at få ordet – og hvis der blev stillet spørgsmål fra salen, var der også afsat tid til at det kunne blive ’givet svar på tiltale. Alt forløb i en god og konstruktiv tone. Under hele aftenen samlede Anna op på kommentarer, spørgsmål og svar. Og til alle sidst opfordrede hun til at man – helt anonymt – kunne skrive et særligt ønske, man havde til Musik i Lejet, på et blankt kort, der så blev afleveret til hende.

Mødet sluttede som planlagt kl. 22.00 – med klapsalver!

Efterfølgende har Anna sendt os sine notater og anbefalinger til hvordan vi kan arbejde videre med de input, vi har fået. – Vores næste skridt er, at vi har inviteret bestyrelsen fra Musik i Lejet til at mødes med os, så vi sammen kan gennemgå disse ønsker og opfordringer. Senere vil vi invitere repræsentanter fra Gribskov Kommune til et lignende møde.

Tisvilde Lokalråd
Marts 2019

13
maj

ÅBENT BREV til Naturstyrelsen Nordsjælland

Til Naturstyrelsen Nordsjælland

I Tisvilde Lokalråd, der repræsenterer borgerne i 3220 Tisvilde og dermed en stor del af den befolkning, der er nabo til og daglige brugere af Tisvilde Hegn, har vi, som I ved, fulgt debatten omkring brugen af Tisvilde Hegn, herunder dens, i disse år voldsomt stigende, benyttelse som udfoldelsesplads for forskellige af fritidskulturens udtryksformer.

Vel vidende, at Tisvilde Lokalråd ikke har nogen formel demokratisk kompetance, så har vi i sagens natur ikke haft nogen reel indflydelse på den proces, der nu er i færd med at omdanne ”vores” skov. Vi har derimod luftet den stemning, vi fornemmer som gældende for majoriteten af byens borgere.

I forbindelse med den kontakt med Naturstyrelsen, som vi har haft omkring motionsidrættens indtog i ”vores” skov, blev vi, som afslutning på den skriftlige kommunikation, sammen med DOF og Naturfrednings-foreningen indkaldt til et informationsmøde på Ostrupgård i Græsted, for at blive orienteret om Naturstyrelsens belutning for anvendelsen af skoven som rekreationsplads for MTB-cyklister. Vi var udmærket klar over, at vi selvfølgelig havde udtaleret, men ikke nogen form for egentlig indflydelse på projektet, og vi betingede os inden mødet, at vi ikke efterfølgende ville blive anvendt i medierne som en medbesluttende deltager i projektet, og derved skulle fremstå som garant for legitimiteten af projektet på vegne af hele Tisvildeleje. Dette fordi vi ikke havde været en del af hverken planlægnings- eller beslutningsfasen, – hvortil udelukkende fritidssportens organisationer og klubber var inviteret.

I et senere svarbrev fra skovrider Jens Bjerregaard Christensen til Foreningen af grundejere i Tibirke Bakker bliver vi imidlertid alligevel brugt på en måde, så det kommer til at fremstå som om, vi har deltaget i planlægningen af projektet.
Vi ønsker at gøre indsigelse herimod og beder om, at det fremover udtrykkeligt bliver forklaret, at vi IKKE har deltaget på anden måde end som modtager af informationer.

Derudover må vi gentage, at vi med stigende bekymring har set, at skoven fyldes med flere og flere motionister på cykel og på løbende fod, samt at vi har noteret, at der fra Naturstyrelsens side gives tilladelse til flere og flere store stævner med hundredvis af deltagere og officials.

Og vi har noteret, at de spor, som vi blev orienteret om ved mødet på Ostrupgaard, og som netop nu er under udarbejdelse, noterer vi er blevet udvidet til at strække sig ud over 27 km, hvilket er ganske meget i en skov, som er ca. 5 x 5 km.

Inden vi fortsætter, skal vi dog lige gøre plads til at sige, at vi fuldt og helt anerkender motionsidrættens berettigelse i dagligdagen anno 2017, og således også i ”vores” skov. Vi må ydermere vedstå, at have haft et udmærket samarbejde med den lokale MTB-klub, hvis uegennyttige arbejde med at fremme sporten og få unge og ældre interesseret i at dyrke mere motion, vi fuldt ud anerkender.

Vanskelighederne opstår i vægtningen af de enkelte interessers andele i brugen af skoven. Vi har tidligere udtalt og vil vedblivende udtale vores frygt for, at skoven vil fortrænge dyre- og fuglelivet og skovens almindelige spadserende gæster af slægten homo sapiens. Vi frygter, at skoven vil få status af motionsreservat og langsomt blive ødelagt og nedslidt. Tisvilde Hegn er med sin sandbund en yderst ømtålelig biotop, som vil kunne nedslides hurtigere end mange andre skove, og ydermere rummer skoven sjældne kulturskatte af historisk værdi, ikke mindst gravhøjene, der såfremt de i nogle år yderligere anvendes som cykelbane, vil blive forvandlet til almindelige, kedelige knolder i skovens geografi.
Vi har hørt sagt fra Naturstyrelsen, at alle arrangementer og hverdaglig aktivitet vil være overladt til den enkelte gruppes eller den enkelte udøvers selvjustits, idet Naturstyrelsen ikke har nogen mulighed for kontrol af arrangementer og aktiviteter i sit budget, og dette gør os ganske bekymrede, idet vi ser såvel aktiviteter som spor overalt i skoven, også på steder, som Naturstyrelsen på sin hjemmeside beder om, ikke bliver brugt som motionsterræn. Der cykles (og rides og løbes) i klitter og på strand-enge, og de steder, hvor Naturstyrelsen har anlagt trapper, cykles der blot ved siden af trapperne, og Kystvagtstien og gravhøjene bruges fortsat som spændende momenter i træningsrunderne. For os at se, så bredes ”sporene” ud, og skoven tages i brug, hvor den kan give udfordringer og derigennem formindskes hensynet til almenvellet, dyrelivet og skovens almindelige brugere. Kort sagt, er det tydeligt at se effekten af motionsidrættens kolossale udbredelse på skovens dyreliv og bundforhold!
Vi noterer, at der ikke endnu forekommer nogen adfærdsregulerende skiltning på de 4 af Naturstyrelsen nævnte indgange til skoven for motionsdyrkende, og selv Naturstyrelsen har medgivet at ca. 20% af de motionsdyrkende må forventes ikke at ville overholde gængse gældende regler, således som f.eks. den lokale MTB-klub underviser sine medlemmer i. Som et minimum burde en form for adfærdskodex være synligt for alle på flere steder i skovens udkant, så man havde noget at pege på og/eller henvise til, dersom man stødte på motionsdyrkende, der ikke overholdt de regler, der er opsat på Naturstyrelsens hjemmeside.

Idet vi anerkender motionsidrættens berettigelse, også i ”vores” skov, må vi dog alligevel gøre indsigelse mod en efterhånden alt for udbredt brug. Vi kan være bekymrede over, at der gives lov næsten ad libitum, og de steder, hvor der lægges reguleringer ud, følges der ikke op med nogen form for kontrol.

Vi er selvfølgelig også udmærket klar over, at dette problem ikke er begrænset til at gælde for bevoksning, dyr og mennesker i Tisvilde hegn, men er et stort set landsdækkende diskussionsemne. Vi forestiller os, at man fra ansvarshavende myndigheders side tager denne diskussion alvorligt og finder en fuldgyldig, heldækkende og langtidsgældende løsning for hele området, herunder Tisvilde Hegn.

Desuden kunne vi lokalt godt tænke os, at det var muligt – eventuelt via en form for kalender – at orientere sig om, hvornår ”vores” skov var optaget af større konkurrencer/events/ motionsløb, så man kunne indrette egne aktiviteter efter dette.

Tisvilde Lokalråd

13
maj

Gribskov Kommunes samarbejde med Boblberg

Boblberg.dk er i tæt samarbejde med Gribskov Kommune om en borger til borger portal, der gør det muligt for borgeren at søge og finde andre med samme interesser som en selv.
Vi vil blive glade for hvis i vil sætte følgende tekst og billede ind på jeres hjemmeside.
Det bobler med fritidsinteresser i netop Gribskov Kommune. Med Boblberg.dk får du en unik mulighed for at søge efter andre at dele netop dine interesser med, hvad enten du søger en at dyrke motion med, en ekstra frivillig eller en læseklub kan du søge efter det på www.Boblberg.dk
Borgerportalen er ganske uforpligtende at bruge og er et tilbud for at få flere borgere til at være aktive og mere social i Gribskov kommune. Med blot få klik har du oprettet en bruger på Boblberg.dk og har adgang til de aktiviteter og tilbud, som andre borgere har lagt op. Du har også straks mulighed for at oprette bobler med dine interesser, som du gerne vil dele med andre.
KONTAKT: email

13
maj

Ordinært borgermøde den 29. jaunar 2017

Mødet finder sted i Tisvilde Idrætshus søndag den 29. januar 2017 fra kl. 9 – 12 og afholdes således:

Kl. 9.00: Lokalrådet byder på morgenmad
Kl. 9.30: Lokalrådets årsmøde/ generalforsamling ifølge vedtægterne med følgende dagsorden:
Valg af dirigent.
Formandens beretning.
Forelæggelse af revideret regnskab.
Forslag til planer for det kommende år.
Valg af rådsmedlemmer i henhold til vedtægterne.
Valg af 3 suppleanter.
Valg af revisor og revisorsuppleant.
Behandling af indkomne forslag
Eventuelt.
Evt. forslag til dagsordenen skal være lokalrådets formand Lis Freisner i hænde senest 14 dage inden mødet, og rettes til email

Kl. 10.30 vil 6 byrådspolitikere svare på 5 forud stillede spørgsmål fra Tisvilde Lokalråd. Mulighed for debat bagefter.
HELE TISVILDELEJE ER INVITERET

KOM & VÆR MED, – DET ER DIN BY!!
VÆR AKTIV I DIN BY: kom til borgermøde!!
VÆR mere AKTIV I DIN BY: Tag del i lokalråds-arbejdet.
Lokalrådet mangler aktive! Er det noget for dig?

NB! Se referat af mødet i mappen “Referater”

13
maj

Aktuelt/Generelt

Lokalrådet holder møde den første mandag eller tirsdag i hver måned, dog ikke i juli måned.

Ansøgninger til Lokalrådet skal være rådet i hænde seneste 10 dage før det møde, hvor de ønskes behandlet.

Ansøgninger fremsendes til Eskil Borup, Helenekildevej 5, 3220 Tisvildeleje, Telefon: 4870 4522 email

13
maj

Byens juletræ tændes (2018)

Byens juletræ tændes (2018)

Den første søndag i advent, som i år falder på søndag den 2. december, tændes byens juletræ på Birkepladsen midt i byen på Birkepladsen.

Program for 2018
Som sædvanlig har en af byens haver doneret juletræ til Birkepladsen og som sædvanlig bliver julen sunget ind og træet tændt den første søndag i advent. Det er i år på søndag den 2. december, og det er fra klokken 16, at det sker.

De forsamlede vil klokken 16 blive budt velkommen af Tisvilde Lokalråd med julesange, der bliver afsunget under ledelse af by-troubadouren John Kofoed Larsen, som vil gøre sit til, at julens toner rammes rent, og så vil træet derefter være klar til at blive tændt, – og mon ikke at byens julemand også kommer til med sin sæk med julegodter til børnene (og her er der kun til rigtige børn!!). Men hvis man er til veterankøretøjer, så kan man lige lægge mærke til den “kane”, som julemanden kommer i, – den er med fire hjul og har sine år på bagen og er nok værd at beundre.
Når så tæerne er ved at blive kolde, kan man fortrække til byens Bistro og Biograf og dele på sig, så børnene går til venstre ind i biografsalen, hvor Lokalrådet giver en gratis forestilling med den spritnye “Smallfoot”, og forældre og andre voksne uden ledsagelse kan gå til højre ind i Bistroen, hvor den står på “glögg og æbleskiver til humane priser”, som det hedder.
Derefter skulle julen så også være ringet behørigt ind i den lille by, hvor træet kan beses hele december måned med eventyrligt lys i, når man går eller kører forbi efter mørkets frembrud.